Time to adapt

Eat like the locals…

Kota Bharu… byen hvor 3. bedst vurderede restaurant er Kentucky Fried Chicken… Ved ikke, om det siger mest om maden i byen, folkene der vurder eller listen vi fandt det på. Vi opdagede dog en af de skatte, som burde ligge på listens 1. eller 2. plads; “Zaemans”, hvor de kun har én ret; Nasi kukus.

image

Konceptet går kort fortalt ud på, at de marinerer en masse kylling i en sæk (en ganske almindelig sæk ala de sorte, vi bruger til haveaffald i Danmark. Heldigvis er sækkene her grønne… ikke et ord om økologiske plastikideer om BPA og phtalatar…). Herefter smider de kødet op i nogle kæmpe gryder med kogende olie (tilgengæld er alt kravl enten dødt eller stegt til ukendelighed). Et stykke papir foldes til et kræmmerhus og så smider de en dynge ris nederst, heroveni 4 forskellige olier og sovse, 3 stykker agurk og tilsidst et stykke marineret og gennemstegt kylling. Det står man så i lange køer (som kun er set lignende ved Det Blå Ishus i Tversted) for at købe til små 10kr. Hertil serveres en sukkersød the (der får Karius og Baktus til at danse af glæde). Når man lige glemmer plastiksækken og olien, så skal det siges, at der er grund til, at de lokale står i kø hver eneste aften. Det smager fantastisk!

image

Ellers kan byen byde på…..hmmm….. tjaaa….bum bum bum…… og ellers kan byen byde på…….. Den er i hvert fald lokal og et ægte kulturelt indblik. Jeg har aldrig set så mange tørklædebutikker i mit liv. De er OVERALT, og der går jo totalt mode i dem (jeg nåede lige at blive grebet af stemningen, inden jeg mindede mig selv om, at et enkelt tørklæde var rigeligt til 4 dages indpakning). Men nu hvor jeg har gået og lagt mærke til en del tørklæder, og de mange måder man kan sætte dem på, så har jeg undret mig over noget… De er aldrig krøllede. Virkelig aldrig. Og de har heller ikke de der irriterende foldemærker fra at have ligget i skabet. Enten står de hver morgen og stryger dagens tørklæde, eller også har de opdaget en krøllefri opbevaringsmåde, som de kan tage patent på.

image

Men inden vi rejste fra denne kulturelle højborg, så nåede vi lige at sende tanker hjem til Otto Duborg og Fleggaard. Vi tog en tur op til den thailandske grænse til Rantau Panjang Duty Free Zone. Her valfartede malayerne til, så området mindede om en klassisk lørdag i den gode gamle industriferie, hvor danskerne slæbte dåseøl og Haribo over grænsen. Hvad de var så interesserede i, fandt vi aldrig ud af. Det var én stor markedsplads med boder overalt, som solgte tøj i dårlig kvalitet, legetøj i endnu dårligere kvalitet og køkkenmaskiner i ukendt kvalitet. Og priserne var de samme som vi havde mødt i Kuala Lumpur. Men det underlige var, at der var ikke ret mange mennesker at se nogen steder. Så hvor dem i de mange biler var forsvudet hen fandt vi aldrig ud af (måske vi bare ikke var inviteret inden for de rigtige steder??). Vi præsterede at købe to Hello Kitty trøjer og så køre hjem igen.

Det er interessant at være et sted, hvor der kan gøres så meget, men er gjort så lidt (staten er den eneste i Malaysia, der stadig har Sharia lovgivning). Der er overhovedet ikke fokus på turisme, som man ellers ser så mange andre steder. Ok, der kommer heller ikke mange, men byen er alligevel gennemrejsested for mange, som kommer fra Thailand og skal videre til Perhentian Islands. Måske der kunne ligge en forretningside gemt her et sted… Den lader vi ligger, og så fordufter vi også mod Perhentian Islands. Først skulle vi dog lige have fundet en bil, der kunne køre os til havnebyen (og som kunne have alt vores bagage). Hver gang John spurgte nogen om en stor bil, så fandtes det ikke, var svaret. Nu er han jo heldigvis optimismens mand, der ikke tager nej for et nej (for hvorfor skulle der ikke findes en familycar et sted??). Og selvfølglig var der da også det. 11. mand, der ville sælge en taxatur havde en ven, som havde en ven med en stor bil. Off we go to bounty land (med al vores bagage).

image

NB! Like vores facebook side The Getaway Blog, og få alle nye indlæg om vores jordomrejse her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Time to adapt