Not all monsters do monstrous things

Hvalhajer… Jo jo, hvor fedt kan det lige være… Det kan jeg nemt sige. Det er det VILDESTE af det vildeste. Det FEDESTE af det fedeste. Det mest FASCINERENDE af fascinerende ting. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde eller slutte, det er så stort (måske jeg bare skal begynde fra starten). Uanset, hvad jeg får skrevet, så kan det umuligt stå mål med den kæmpe oplevelse (en af de gange, hvor man siger “du skulle helt sikkert have været der”). På Instagram the_getaway_blog kan i se et par videoer).

Jeg har jo været ret skeptisk inden vi tog derud, da det er en af de største attraktioner her på Filippinerne, og det betyder oftest horder af turister. Men det er langt fra som frygtet. Vi vælger klogeligt en hverdagsmorgen klokken 07 (vi kan jo lige så godt få noget ud af dagen, når vi alligevel er oppe kl 06…). Der ligger kun 5 andre både end os, og da asiaterne jo som bekendt ikke er de store svømmere, er mange af dem overhovedet ikke i vandet. Så vi føler næsten, at vi har de mange hvalhajer for os selv.

Vi har selvfølgelig troldeungerne med ud på båden (hvor skulle de ellers være, kunne man også spørge sig selv), for de skal selvfølgelig også med i vandet til hvalhajerne. Vi er kun lige nået ud til hajerne, før vores lille bambusbåds-kaptajn siger “Now! Now!” og vil have os i vandet. Der kom nemlig en kæmpe haj svømmende forbi under os (og når jeg siger kæmpe, så mener jeg en krabat på små 12 meter og omkring 20tons). Man kigger ned i vandet og det eneste man ser, er de karakteristiske hvide pletter overalt.

Måden det hele fungerer på, er at bådene ligger på en lang række i vandet, ca 200m fra kysten (med et kystvagtskib i baggrunden, for så kan man jo sige at kystvagten overvåger det hele. Mon ikke den bare ligger tom for anker..). Så sejler et par fodringsbåde op langs bådene, mens de nærmest lokker hajerne med sig ved at fodre dem. Så glider man langsomt ned i vandet for ikke at skræmme hvalhajerne (ikke lige så elefant, som jeg ryger i), og svømmer med hajerne i 30 min, før det er tiden at båden skal sejle ind igen. Det virker faktisk ret godt, for man får masser af tid med dem, og man ligger ikke oven i de andre både (som da vi svømmede med havskildpadder i et neonfarvet farvand. Det kan du læse mere om her). Gustav og John er først i vandet, og Gustav er ellevild. Han kan knapt nok nå at få snorklen ind, før hovedet er under vand. Og jeg kan virkelig godt forstå ham. Selv fra båden kan man tydeligt se de kæmpe store dyr elegant glide forbi, mens de en gang i mellem stikker hovedet op over vandet for at få en ny sending mad. Ella vil også ned i vandet, så vi smutter efter drengene. Selvom hun ikke har snorkel og maske på, kan hun sagtens se dem, og da en af mændene råber “look down”, bliver hun en anelse skræmt. Under os kommer den største hvalhaj svømmende, og jeg må løfte fødderne op, for at den ikke svømmer ind i mig (ikke mit mest elegante øjeblik, mens jeg prøver på ikke at virke skræmt samtidig med, at jeg skal holde styr på ungerne og holde mig selv oppe i flydeposition, så jeg ikke rammer den).

Inden vi kom i bådene havde kystvagten givet et kort foredrag omkring adfærd i vandet. At man ikke måtte have solcreme på, ikke røre dyrene og være mindst 4m fra dem. Det sidste viser sig som noget nær en umulighed, da de kommer HELT tæt på. I de 30 minutter vi er i vandet, tror jeg min puls lå på max i samtlige af dem. Selvom jeg egentlig ikke var bange for dem, så er det altså vildt, når 12m haj kommer svømmende lige op i hovedet på dig (tror nærmest hovedet er en meter bredt). Vores kaptajn ville hele tiden have mig til at dykke ned, så han kunne tage billeder af mig foran hajen (her havde det nok været smart, hvis man lige havde øvet sig bare en enkelt gang på at dykke med snorkel, så første gang ikke er med en 21ton haj ved siden af sig). Jeg nærmest hyperventilerede i masken. For ikke nok med, at man skal forholde sig til det fuldstændigt fantastiske øjeblik, hvor man svømmer med 13 hvalhajer, man skal også holde styr på to troldeunger, trække vejret i en snorkel, som konstant er fyldt med vand, holde styr på sine fødder, så man ikke sparker en haj i hovedet og samtidig dykke ned igen og igen og igen. Til sidst måtte jeg sige til den hjælpsomme gut, at jeg simpelthen ikke kunne dykke mere. Efter endnu en oplevelser med en kæmpehaj lige under fødderne, ville Ella og Gustav gerne op i båden. Så de røg op og så resten fra oven. En fodringsmand synes, det er helt fantastisk med to små lyserøde trolde i båden, så han vil give dem lidt ekstra og får den sidste hvalhaj helt tæt på. Og jeg skal love for, at den kommer tæt på. Han bliver ved med at kaste plankton hen mod vores båd, så hajen til sidst næsten får sit enorme hoved i klemme mellem bådene. Så rører han ved den og som var den en lille fiks delfin, svømmer den hurtigt videre. Det er vores lille retfærdige søn dog ikke helt tilfreds med. “Så du det mor?!? Han rørte ved den, det må man altså ikke. Man må IKKE røre hajerne!!!” Så han har da hørt lidt efter i undervisningen fra kystvagten.

På vejen hjem i bilen er der en nærmest euforisk stemning. Jeg er ved at få mit normale åndedræt igen og er bare ét stort fjoget smil, mens oplevelsen lige så langsomt sætter sig. Gustav bliver ved med at sige “de var godt nok tæt på” i totalt båndsløjfe uden helt at kunne forstå, hvad han egentlig lige har oplevet. Så hvis i spørger mig om, det er turen værd, så er det er rungende JA! Og havde vi ikke haft børnene med, havde vi taget to ture…

PS. På tirsdag den 8. september kl 20 sender DK4 et program om lykke og livsvalg, og tilbage i foråret bad de os sende en videohilsen. Så har du lyst, kan du se os kloge os lidt omkring vores syn på lykken.

Følg vores rejse på Instagram og Facebook The_getaway_blog.